Genomsorg

Når man må lære at give sig selv den trøst, man ikke fik

For nogle mennesker kommer erkendelsen sent.

Man opdager, at man stadig håber på en form for trøst fra sine forældre, som de måske ikke kan give.

Det kan være svært at indrømme, også over for sig selv. For man kan godt elske sine forældre og samtidig mærke, at noget vigtigt manglede. Man kan godt forstå deres begrænsninger og stadig sørge over konsekvenserne af dem. Man kan godt være voksen og stadig længes efter, at nogen dengang havde sat sig ved siden af én og sagt: “Jeg kan godt se, det gør ondt. Jeg bliver her.”

Når den form for trøst ikke kom dengang, og måske heller ikke kommer nu, står man med et arbejde, der både er sårbart og nødvendigt: at lære at møde den del af sig selv, der stadig venter.

Det er det, jeg her vil kalde genomsorg.

Genomsorg er den omsorg, der kommer senere, men stadig kan gøre en forskel. Det er ikke en erstatning for det, der manglede. Det er en måde at tage det alvorligt på i dag.

Når noget var til stede, og noget andet manglede

Mange mennesker, der opdager denne sorg som voksne, har svært ved at sætte ord på den, fordi deres barndom ikke nødvendigvis var præget af åbenlys forsømmelse. Der kan have været stabilitet, praktisk omsorg og forældre, som på mange måder gjorde det, de forstod som deres opgave.

Alligevel kan der have manglet noget afgørende i de situationer, hvor barnet var ked af det, bange, skamfuldt eller følelsesmæssigt alene. Måske blev der reageret med forklaringer, råd eller afledning, når barnet havde brug for trøst. Måske blev barnets oplevelse hurtigt gjort mindre, korrigeret eller flyttet over i de voksnes perspektiv.

Det kan efterlade en sorg, som er svær at forstå udefra. For meget kan have set almindeligt eller velfungerende ud, samtidig med at barnet manglede erfaringen af at blive mødt følelsesmæssigt.

Når man stadig håber

Det kan være svært at slippe håbet om, at forældrene en dag vil forstå det hele. Ikke forstå det teknisk eller forklare, hvorfor det skete, men forstå det på en måde, der også mærkes i kroppen.

Man kan længes efter en samtale, hvor der ikke skal argumenteres. Hvor der ikke skal fremlægges beviser. Hvor man ikke skal tage hensyn til den andens skyldfølelse, forsvar eller skrøbelighed. Hvor en forælder kan sige: “Jeg kan høre, at du var alene med noget vigtigt. Det gør mig ondt.”

For nogle mennesker kommer den samtale aldrig. Og når man langsomt indser det, er det ikke bare et tab af en samtale. Det er et tab af den forælder, man stadig håbede fandtes.

Hvad genomsorg betyder

Genomsorg er et forsøg på at møde de steder i sig selv, der stadig bærer præg af at have stået alene.

Det handler ikke om at give sig selv en ny barndom. Det kan ingen. Det handler om at forholde sig mere voksent og omsorgsfuldt til de spor, barndommen har efterladt.

For mange begynder det med en smertefuld erkendelse: Den trøst, jeg stadig venter på, kommer måske ikke derfra, hvor jeg længst har håbet at få den. Så må spørgsmålet blive, hvordan jeg kan begynde at møde mig selv anderledes, når den gamle ensomhed bliver aktiveret.

Hvorfor det kan føles kunstigt

Det er almindeligt, at genomsorg vækker modstand. Nogle mærker ingenting. Andre bliver irriterede, flove eller utålmodige. Mange får hurtigt en indre stemme, der siger, at det er fjollet, selvoptaget eller for terapeutisk.

Den reaktion skal ikke bare skubbes væk. Den fortæller ofte noget vigtigt om det miljø, man lærte sig selv at kende i. Hvis trøst aldrig blev en naturlig erfaring, kan kroppen have svært ved at tage imod den. Hvis man tidligt lærte, at man skulle være stærk, nem eller selvhjulpen, kan det føles næsten forkert at vende sig mod den del af sig selv, der stadig har brug for noget.

Derfor må arbejdet begynde forsigtigt. Ikke med store erklæringer, men med en mere nøgtern villighed til at undersøge, hvad der faktisk sker indeni.

Når man bærer forældrenes begrænsninger videre

Mange opdager, at de ikke kun savner trøst udefra. De har også overtaget noget af den måde, de selv blev mødt på. (Læs også om følelsesmæssig forsømmelse)

Hvis der blev talt hårdt, taler man måske hårdt til sig selv. Hvis følelser blev gjort mindre, gør man måske sine egne følelser mindre. Hvis behov blev opfattet som besværlige, bliver man måske flov over at have dem. Hvis ingen blev længe nok i kontakten, når det blev svært, kan man have lært at forlade sig selv netop dér, hvor man har mest brug for støtte.

Det betyder ikke, at man gør det med vilje. Det betyder, at gamle erfaringer kan blive til indre stemmer, længe efter situationerne er forbi.

At begynde at møde sig selv anderledes

At møde sig selv anderledes begynder ofte med at lægge mærke til, hvordan man allerede møder sig selv. Hvilke ord kommer automatisk, når man bliver ked af det? Bliver man hård? Afvisende? Forklarende? Forsøger man hurtigt at komme videre, før man overhovedet har forstået, hvad der blev ramt?

Det første skridt er ikke nødvendigvis at sige noget kærligt. For nogle vil det være for stort et spring. Det kan være nok at blive mere præcis: “Noget i mig blev ramt nu.” Eller: “Jeg mærker en gammel ensomhed.” Eller: “Jeg har lyst til at skælde mig selv ud, men jeg vil prøve at blive lidt længere.”

På den måde bliver genomsorg ikke en øvelse i at føle noget bestemt. Det bliver en øvelse i ikke at forlade sig selv med det samme.

Øvelse: At arbejde med en pude

En konkret øvelse kan være at arbejde med en pude.

Øvelsen med puden kan virke enkel, men den skal tages alvorligt. Den handler ikke om at lege, at fortiden kan ændres. Den handler om at skabe en konkret situation, hvor den voksne del af dig henvender sig til den yngre del, som dengang ikke blev mødt.

Sæt dig et roligt sted. Tag en pude og placer den foran dig, eller hold den tæt ind til kroppen. Forestil dig, at puden er den yngre version af dig, der stadig bærer noget af den gamle ensomhed. Du behøver ikke se det klart for dig. Du behøver ikke vide præcis, hvor gammel du var. Det er nok at lade opmærksomheden gå i den retning.

Prøv derefter at tale til den yngre del af dig med en stemme, der er mere rolig, tydelig og venlig end den stemme, du måske selv blev mødt med.

Du kan for eksempel sige:

“Det var for meget for dig at stå med alene.”

“Du havde brug for en voksen, der kunne blive hos dig.”

“Du skulle ikke have forklaret dig så meget for at blive trøstet.”

“Jeg kan godt se, at du stadig venter.”

“Jeg er voksen nu, og jeg vil øve mig i ikke at gå fra dig.”

Bagefter kan du sidde et øjeblik uden at gøre mere. Det vigtigste er ikke, om du mærker noget stort. Det vigtigste er, at du begynder at give den yngre del af dig en anden erfaring end tavshed, kritik eller fravær.

Øvelse: At skrive til den yngre del af sig selv

En anden måde at arbejde med genomsorg på er at skrive til den yngre del af sig selv. For nogle er det mere tilgængeligt end at tale højt, fordi papiret giver lidt mere afstand og struktur. Man behøver ikke mærke det hele på én gang. Ordene kan komme langsommere.

Skriv brevet i hånden, hvis det giver mening for dig. Tempoet bliver ofte et andet, når hånden følger tanken.

Begynd enkelt:

“Kære dig. Jeg kan se nu, at du stod alene med …”

eller:

“Kære dig. Jeg ved godt, at du dengang havde brug for …”

Fortsæt med nogle få konkrete sætninger. Hold dig tæt på det, du faktisk ved. Hvad skulle nogen have forstået? Hvad skulle nogen have sagt? Hvad skulle nogen have taget ansvar for? Hvad var ikke dit ansvar at bære?

Du kan for eksempel skrive:

“Du havde brug for, at nogen lyttede færdigt.”

“Du havde brug for, at en voksen tog ansvar.”

“Du havde brug for at blive trøstet uden først at skulle forklare, hvorfor du var ked af det.”

“Du kom til at tro, at dine behov var for meget.”

“Det vil jeg gerne begynde at møde anderledes nu.”

Brevet behøver ikke blive langt. Nogle gange er fem ærlige linjer mere virksomme end to sider, hvor man forsøger at skrive sig frem til den rigtige følelse.

Du behøver ikke vise brevet til nogen. Du behøver heller ikke gemme det. Pointen er selve henvendelsen: at du begynder at tale til dig selv på en måde, der ikke gentager den gamle mangel.

Når noget gammelt bliver aktiveret i hverdagen

En vigtig del af arbejdet er at opdage, hvornår fortiden begynder at blande sig med nutiden.

Det sker ofte hurtigt. Man får en kort besked fra sin mor eller far, og kroppen reagerer, før man når at tænke. Man bliver kritiseret og føler sig pludselig meget yngre. Man forsøger at forklare sig og mærker den gamle desperathed efter at blive forstået. Man bliver overhørt og får lyst til enten at råbe højere eller forsvinde helt.

I de øjeblikke er det hjælpsomt at sænke tempoet. Ikke for at gøre reaktionen forkert, men for at forstå, hvad der sker.

Man kan spørge:

“Hvor gammel føles jeg lige nu?”

“Hvad håber jeg at få fra den anden?”

“Hvad er jeg bange for ikke at få?”

“Hvad ville en rolig voksen sige til mig her?”

De spørgsmål kan hjælpe med at skelne mellem dengang og nu. Den anden kan stadig have gjort noget, der gør ondt. Det skal ikke bortforklares. Men reaktionen kan også rumme noget gammelt, som har brug for mere end den aktuelle situation kan give.

Afslutning

Det kan være en stor sorg at opdage, at ens forældre måske aldrig kommer til at trøste én på den måde, man har længtes efter. Sorgen behøver ikke pakkes ind eller gøres pæn. Den må godt være der.

Genomsorg handler ikke om at lukke den sorg ned. Det handler om at holde op med at gøre den yngre del af sig selv fuldstændig afhængig af en trøst, der måske aldrig kommer. Man kan stadig savne. Man kan stadig håbe. Man kan stadig blive ramt. Men man kan langsomt begynde at udvikle en anden indre respons, når det sker.

Den respons kan være enkel:

“Jeg kan se, at det her gør ondt.”

“Jeg kan se, at du stadig venter.”

“Jeg vil prøve at blive hos dig nu.”