Whiteboard med ordet Flowhow - evnen til at improvisere og gå med flowet når planen ikke holder

Sådan får du mere FLOWHOW

I mit forrige indlæg FLOWHOW – når planen ikke holder, og du skal improvisere beskrev jeg hvad FLOWHOW er: evnen til at anvende sin knowhow på en flydende, måske ligefrem legende måde. Evnen til at reparere på stående fod når noget går galt.

Men hvordan træner man det?

Det spørgsmål har jeg fået af flere læsere. Og det fortjener et grundigt svar.

Øv dig før du har brug for det

Som musiker øver man sig på sit instrument, så man er parat til at håndtere overraskelser. Man skal både kunne høre og fornemme hvor resten af bandet er på vej hen, og man skal kunne orientere sig på sit instrument uden at kigge på det hele tiden – så man kan kommunikere med resten af bandet med øjenkontakt og læse de andres mikrosignaler.

Nogle forsangere har så stærk en projektion at du kan læse deres intentioner bagfra.

At have FLOWHOW i en musikalsk sammenhæng er også at kunne høre når noget er galt, identificere om det er en selv der er galt på den, og så holde en kort pause, finde sin plads i musikken igen – og falde ind, uden at gøre et stort nummer ud af det.

Tilgiv dig selv øjeblikkeligt

I min egen erfaring er noget af det sværeste at tilgive sig selv for sine fejl øjeblikkeligt og uden tøven. For fejlen er passeret, og det at hænge fast i den får kun en til at tabe det nye nu man er i – og begå endnu flere fejl.

Vi kender alle følelsen af at nogen – eller en selv – har sagt eller gjort noget der ikke gjorde noget godt i situationen, og tre uger senere finder man ud af “nu ved jeg hvad jeg skulle have sagt”. Men det er for sent, momentet er forpasset, skaden er sket.

Når vi ikke er trænede i FLOWHOW, bliver vi konfliktforsinkede. Der er en inkubationstid, en latenstid – og forsinkelser er det modsatte af flow.

FLOWHOW er at kunne opdage det, gribe det og reparere det på stående fod.

Hvad reparation egentlig betyder

En central del af FLOWHOW er at kunne reparere på stående fod. Og tænk over hvad ordet betyder: Parare er latin og betyder “gøre i stand, gøre klar” – og reparere er altså “gøre klar igen”.

FLOWHOW er at kunne gøre dette på stående fod.

Skam er FLOWHOW’s modstander

At reparere hurtigt kræver for de fleste at de har arbejdet med deres skam. For det er ofte skamfuldt at fejle, og vi vil gøre hvad som helst for at undgå at føle skam: angribe os selv eller andre, eller flygte fra os selv eller fra andre.

For en musiker der ikke har haft FLOWHOW til en koncert kan det lyde sådan her: “Der var dårlig lyd”, “mine biorytmer var nede”, “de andre spillede forkert”.

For at slippe for skylden skyder man den fra sig – giver skylden til andre eller til noget teknisk uden for ens herredømme. Men at sætte sig fri til at være i situationen kræver at man tager skylden på sig: “Ja, jeg erkender at jeg ikke er lige så god som jeg gerne vil være.”

FLOWHOW kræver at man bliver i kontakten med det der er svært. Måske med en indre turbodialog der kan lyde: “Ja, jeg fuckede op. Det gør ondt. Jeg ville ønske at jeg spillede bedre end jeg gjorde. Og nu slipper jeg det og bliver i det svære og yder mit bedste.”

For en leder der skal blive i flow kunne det lyde: “Ja, det er ikke som jeg håbede. Jeg eller vi har fejlet. Bordet er ryddet. Jeg er utilfreds, og det accepterer jeg – og jeg lader det ikke støje unødvendigt i opgaven. Jeg bliver i kontakten med opgaven og konflikten og relationen, og accepterer den nye spilleplade og siger: godt. Vi har en ny situation. Og vi løser det. Vi løser det SAMMEN.”

Det er FLOWHOW.

Gamle værktøjer til nye skruer

I terapirummet er der altid en accept af at et menneske der ønsker at blive i kontrollen – og derfor ikke har FLOWHOW i situationen – får noget ud af at være i kontrol. Måske er vedkommende vokset op under forhold hvor kontrol var yderst vigtigt, og har nogle mønstre der gav mening engang – men som ikke længere giver mening.

Vedkommende griber altså en situation an med et værktøj der fungerede godt engang, men som ikke længere passer til situationen.

Fuldstændigt som hvis man står og skal samle et IKEA-møbel og ikke har lært at bruge den lille umbraconøgle der følger med, men insisterer på at bruge en skruetrækker med lige kærv man har arvet fra sin far: den var god til skruer med lige kærv, men duer ikke til umbracoskruer.

Vi må først erkende at det gamle værktøj ikke giver os det vi ønsker længere. Så må vi holde op med at bruge det i de situationer det ikke virker i – og finde nye måder, værktøjer, redskaber. Eller endnu bedre: egenskaber – som er når vi skaber vores egen måde at gøre det på.

Kan FLOWHOW trænes alene?

FLOWHOW i arbejdssituationer der ikke inkluderer andre mennesker kan trænes alene. Men i næsten alle situationer i det terapeutiske felt og i ledelsesfeltet handler det netop om at kunne være i flow med andre, hvor der pludselig er mange nye faktorer i spil: Hvordan reagerer de? Hvad gør jeg så?

Det kan man ikke forudse, og derfor er både terapi og ledelse kreative discipliner.

Det der blandt andet sker i terapirummet og i executive coaching er, at man får mulighed for at træne nye måder at handle, tænke, føle, sanse og agere på – uden at ødelægge de vigtige relationer man har i det private, personlige og professionelle liv. Fordi terapeuten er trænet i at kunne klare, tåle og håndtere konfliktfyldte situationer og prøve nye og ukendte ting.

Terapi- eller coachingrummet fungerer som et køreteknisk anlæg, hvor man kan afprøve nye relationelle manøvrer uden at én selv eller andre kommer til skade. Uden denne mulighed kan det være svært at aflære de mønstre der ikke længere virker. Det er for sårbart at slippe sit trygge skjold mens man opbygger en ny måde at være i livet på.

Give op er ikke det samme som at gå med flowet

At give op er at opgive at kontrollere den anden – for kun sådan kan man blive i kontakten. Det ligger naturligt i mennesket at trække sig fra kontakt når nogen prøver at kontrollere en.

At gå med flowet er at blive i kontakten mens man opgiver kontrollen over udbyttet.

Begge dele handler om at blive i kontakten. Men man opgiver forskellige ting: Give op handler om at opgive kontrollen over den anden. Gå med flowet handler om at opgive kontrollen over resultatet.

Og begge dele er forudsætninger for FLOWHOW.

For vi giver slip på ideen om at vi ved hvad det bedste udbytte er. Igen: mennesket planlægger – gud ler.

Et godt eksempel er utallige coachinger og terapier jeg har haft, hvor jeg troede jeg vidste hvad erkendelsen, gennembruddet eller peaket i samtalen ville være – blot for senere at finde ud af at det var noget helt andet der havde været betydningsfuldt for den jeg talte med. Måske var det de to minutter hvor vi sad i tavs øjenkontakt. Eller den lille selvafsløring om at jeg havde prøvet noget tilsvarende og havde fjumret i det og været afmægtig. Eller da klienten tog mod til sig og fortalte om sin egen utroskab og oplevede ikke at blive dømt.

At gå med flowet er at rumme livets kompleksitet og opgive ideen om at jeg ved hvad der er bedst – samtidigt med at jeg står ved at jeg har en holdning.

Du kan ikke gå med flowet uden at opgive kontrollen over den anden.

Se den anden som menneske

FLOWHOW kræver at vi bliver i kontakten med den anden i stedet for at prøve at kontrollere dem eller se dem som en ting, et objekt. Filosoffen Martin Buber beskriver dette i sin vigtige bog “Ich und Du”: Når vi ser andre som ting, bliver vi selv til ting. Når vi ser den anden som et subjekt med egne oplevelser og holdninger, som vi med vores oplevelser og holdninger kan interagere med – så bliver vi til mennesker selv.

At være menneske kræver at vi ser den anden som et menneske. Dette kan være en udfordring i ledelse, hvor ordet “human” kobles med ordet “ressource”.

Når vi ser mennesker udelukkende som ressourcer, gør vi dem til ting vi har transaktioner med. Det gør os selv til ting – jævnfør Buber. Og når vi har fokus på transaktionen, taber vi muligheden for transformationen.

Forandringens paradoks

Psykologen Carl Jung formulerede det sådan: “We cannot change anything unless we accept it. Condemnation does not liberate, it oppresses.”

Enhver forandring starter med at erkende tingenes tilstand.

Den danske teolog og psykoterapeut Bent Falk har arbejdet videre med dette i det han kalder Forandringens Paradoks: Mennesker forandrer sig ikke, så længe de prøver at blive hvad de ikke er – men først når de helt og fuldt identificerer sig med hvad de er.

Pædagogen Berit Bae peger på det samme i sin forskning om anerkendelse: Man må give afkald på at kontrollere den anden for overhovedet at kunne lytte.

Slow is smooth and smooth is fast

I FLOWHOW gælder netop dette princip: slow is smooth and smooth is fast.

FLOWHOW bevæger sig ikke med 100% af den mulige hastighed, lydstyrke eller bestræbelse. Der er luft. Der er rum. Der er plads til det uventede.

Motorveje har bedst flow når de udnyttes omkring 70-85% af kapaciteten – ved 100% bryder flowet sammen. Når du slår på en tromme med fuld kraft, kvæles resonansen og lyden bliver fattigere. Når en sejlbåd går for hårdt op mod vinden – det hedder “pinching” – taber den fart og kan gå i stå.

Maksimal indsats giver ikke maksimalt resultat.

At give slip er stadig at give

De fleste jeg kender og arbejder med er optaget af at tilføre værdi, at give noget.

Det kan hjælpe ind i en tilstand af at være – som et alternativ til at skulle gøre, give eller have – og på den måde leve mere i nuet, hvor alt flow sker, på en mere sansende måde.

Ved at give slip. Eller give op. Eller give fortabt.

At erkende sin afmagt – eller at man i hvert fald ikke har så stor magt som man kunne ønske sig – er at få et mere realistisk billede af sin situation.

Efter sigende kan man fange en abe sådan her: Tag et syltetøjsglas hvor hulrummet er bredere end åbningen, og grav det ned så åbningen er i niveau med jorden. Læg et stykke frugt ned. Når en abe finder frugten og stikker hånden ned for at tage den, kan den ikke få hånden op igen – fordi den holder om frugten, og det har gjort hånden for stor til at komme op af hullet. For at få sin hånd fri må den slippe frugten. Og det kan den ikke.

Sådan er det også for os mennesker: for at blive fri og få fat på os selv må vi give slip på den eller de ideer, forventninger og tanker der binder os.

Deraf sætningen: giv slip – så får du fat.

Og når man giver slip, eller giver op, eller giver fortabt – giver man stadigvæk.

Kilder

Filosofi og psykologi

  • Martin Buber: Ich und Du (1923). Dansk udgave: Jeg og Du, Hans Reitzels Forlag
  • Carl Jung: Modern Man in Search of a Soul (1933). Citatet “We cannot change anything unless we accept it” stammer fra denne bog
  • Bent Falk: Forandringens Paradoks – Indlæg på 1. Danske Gestaltkonference, 2003
  • Berit Bae: Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse, Socialkritik nr. 47 (1996)

Trafikflow og kapacitet

Sejlads

  • Wikipedia: Sailing into the wind – om pinching og hvordan en sejlbåd taber fart ved at gå for hårdt op mod vinden

Trommeteknik

MÅSKE DU HAR LYST TIL AT LÆSE MERE:

Back To Top

Hjemmesiden bruger cookies.  Læs mere