TribeVibe mandecirkel med fødder omkring stearinlys - trommecirkel faciliteret af Asger Johannes Steenholdt

TribeVibe: Hvad der sker når mænd trommer sammen

TribeVibe er en ny måde jeg arbejder med grupper på – gennem tromning, åndedræt og fælles rytme. Denne aften skulle det vise sig mere kraftfuldt end jeg havde turdet håbe.

Jeg sidder sammen med 8 mænd i alderen 28 til 48 år. De kommer fra vidt forskellige baggrunde, og har alle valgt at bruge to timer sammen for at dele det, der er let, og det, der er svært ved at være far.

Vi har mødtes en del gange før, og de kender hinanden og ved, at dette er et fortroligt rum. Faktisk er gruppen blevet så tryg at jeg vil undersøge hvad der sker hvis jeg tager dem et sted hen, de ikke har været før.

Nervøsiteten i rummet

På bordet bag dem ligger 9 trommer og ni trommekøller. De har kommenteret på dem, og den overvejende respons har været “åh nej – hvad er nu det…”

Jeg fortæller dem programmet: Vi skal lave en TribeVibe. Først et check ind, så åndedrætstræning, så fælles tromning, så et check ud. Check ind foregår med et timeglas på tre minutter, og det er utroligt hvor præcis en vejrmelding fra et menneskes liv man kan få på den korte tid. Flere kommenterer på trommerne og siger “at de godt kan lidt sådan noget spiritualitet og at andre kan gøre hvad de vil, men det er nok ikke noget for dem”. En siger “det er grænseoverskridende” og jeg spørger hvad han tror han kan finde på den anden side af den grænse. Det ved han ikke – men han er ok med at undersøge det.

De må komme med lige den overbevisning de vil. De må tro på shamanisme, på Jesus, på Buddha eller på Muhammed. De må være hinduer eller medlem af The Flying Spaghettimonsters Kirke. De må synes at trommerne er spirituelle eller at de er larm. Der er plads til det hele. Og når endnu en taler om spiritualitet fortæller jeg at det på dansk hedder åndelighed – og nu skal vi ånde. Vi skal trække vejret.

Når ånden kommer i kroppen

Hver deltager får en lille lysestage med et tændt fyrfadslys, og i tre minutter trækker de vejret dybt ind gennem næsen og puster ud gennem munden med lyset foran sig. De skal få flammen til at bevæge sig uden at puste den ud. Flere må række efter lighteren, det kan være svært at sætte udåndingerne nok ned i tempo til at de ikke blæser lyset ud.

Fra knækkede aksler til én organisme

Roen har sænket sig i kroppene, ADHD-benene hopper ikke så meget mere og øjnene flakker mindre. Vi tager trommerne frem og starter med en enkelt “heartbeat” rytme. Det lyder til at begynde med som en prærievogn der kører på to knækkede aksler, hulter til bulter og uden den store sammenhæng. “Lyt til gruppen”. “Det er ikke et spørgsmål om hvad du vil, men om hvad trommen vil. Lyt til trommen. Spil så højt at alle kan høre dig – og så lavt, at du kan høre alle”. Efter 30 år som professionel musiker ved jeg at det handler mindre om teknik og mere om at lytte. Vi spiller “one-beat”, og gruppen begynder at samle sig. Vi skifter mellem heartbeat, fullbeat og onebeat, og der kommer en afslappet opmærksomhed i gruppen, vi begynder at spille som én organisme. Tage plads og give plads.

Der er blevet varmt. Selvom trommerne ikke kræver den store fysiske udfoldelse føles rummet fem grader varmere, og vi holder en pause og lufter ud. To af mændene, der i pausen har diskuteret fordele og ulemper ved de forskellige ADHD-mediciner, de tager, kommer ind og siger “Vi har fundet ud af at vi har brug for mindre medicin og mere tromning”.

Vi starter en ny rytme op – en rullende 3’er. Jeg begynder spontant at synge ordløs sang, og flere af fædrene følger, hver på sin over- eller undermelodi. En far rejser sig og slukker lyset, og vi sidder i mørket kun med stearinlysene midt i cirklen, og flere begynder at lukke øjnene og giver sig hen til den fælles rytme.

Magien sker

Så går vi tilsidst til en synkoperet rytme, der minder om det, de har danset til i deres glade tekno-dage. Og så sker det: toget kører. Hele gruppen er i synk, ikke et eneste slag falder uden for. Der laves mikrovariationer forskellige steder i cirklen og der er kommet et organisk swing som alle er en umiskendelig del af. Vi veksler mellem lange flows og perioder med onebeat og synkoper, og på mit tegn starter og stopper gruppen som én organisme. Det er magisk.

Vi checker ud, og det ord der går igen er fællesskab. “Jeg har læret jer bedre at kende – selvom i næsten ikke har sagt et ord!”, udbryder en. “Jeg føler mig fuldstændigt nærværende og afslappet på én gang”, siger en anden.

Og det er det, en TribeVibe kan. Bringe mennesker tættere, uden ord. Give en oplevelse af den forbundethed – med hinanden, med naturen, med ur-rytmen, med altet – som så mange af os har mistet. Og den fælles rytme lever videre i os længe efter vi har sagt farvel og tak for i dag.

Selv bliver jeg stående lidt efter de andre er gået. Jeg er ydmyg og overrasket over hvad der skete her i aften. Otte forskellige mænd, fra nervøsitet og skepsis til en fælles organisme på bare to timer. Jeg havde håbet på en god oplevelse, men ikke regnet med at det ville være så kraftfuldt. Det har lært mig noget om hvad tromning virkelig kan gøre ved mennesker.