Tiden er kostbar Vores tid er kostbar, og psykoterapi er en investering, både i tid…
Nyt lys på livets landskab
Det, du ikke kan forandre
Som mennesker står vi ofte i situationer, der kan virke overvældende eller begrænsende. Situationer, vi ønsker at kunne handle os ud af – vi må gøre noget. Det kan være alt fra klimakrisen til naboens hund, der gør. Det kan være køen på motorvejen om morgenen eller de stigende elpriser. Det kan være relationer, der er blevet svære at være i af den ene eller den anden grund.
Handlen uden kraft
Vi kan handle, vi kan gøre noget. Vi kan reducere vores bidrag til co2 udledningen, vi kan bede naboen holde sin hund inden for. Vi kan køre på tidspunkter hvor der er mindre kø på motorvejen og sætte vores elforbrug ned. Vi kan prøve at forklare vores relationer hvad de gør forkert og hvorfor vi har ret. Men ofte vil effekten være begrænset, når det kommer til indre kriser.
Når et menneske er ramt af livskriser, sorg, vrede, jalousi, angst, stress eller andre af de mange følelser, som det er helt naturligt at møde i et menneskeliv, er det ikke altid det at handle, der er den bedste løsning.
Se solen stige
Hvis du nogenside er kommet så sent i seng, at du har set solen stige op, har du fået en interessant information. Nemlig at solen, når den stiger, forandrer landskabet. Hvad der før lå i mørke, kommer nu frem i lyset. Hvad der før så dystert ud bliver nu en hyggelig krog i bunden af haven. Hvad der før lignede en heks er nu bare et gammelt egetræ. Hvad der før lignede en kølig badesø er nu en fedtet mudderpøl.
Og dog er intet forandret – landskabet er det samme. Men det lys, der kastes på landskabet, forandrer det.
Dit livs landskab
Hvis du ikke kan lide dit livs landskab er det måske på tide at kaste nyt lys på det. Det er det, vi arbejder med i psykoterapi: at kaste nyt lys på livets landskab. Et af de vigtigste elementer i den rejse er “awareness”. En åben opmærksomhed på det, der foregår. Både på de hændelser, der forgår uden for én, og på den indre respons, du har som menneske. Din respons på ydre hændelser giver sig til kende som fysiske reaktioner, som tanker, og som følelser.
Krop, tanke, følelse
Al psykoterapi må nødvendigvis være kropsterapi i den forstand, at vi forholder os til kroppens reaktioner, for som menneske har du ikke en krop, du er din krop. (At lave psykoterapi med en, der ikke har en krop, er noget andet. Det hører til den spirituelle verden, til åndemanernes og de clairvoyantes rige.) Kroppen sender signaler, og kroppen holder regnskab. Derfor lytter vi til kroppens beskeder til dig, for kroppen er klog.
Vi må også undersøge de tanker, der er, for de er også kloge. Hvad hjælper de med? Hvad vil de opnå? Hvad beskytter de imod? Hvad hæmmer de? De er der enten af gode grunde – eller de kan være gamle vaner og mønstre, der ikke længere er relevante. Når vi kaster lys på tankernes landskab, kan vi sortere i det, der er hjælpsomt, og det, der engang var hjælpsomt – men ikke længere er det.
Vi undersøger også følelserne. Følelser er vigtige informationer om hvad og hvem der er vigtige for dig. Om hvad, du gerne vil bevæge dig hen imod, og hvad du gerne vil væk fra. Hvis du tænker, at følelser kan være besværlige, har du ret. Hvis du af den grund pakker dem væk eller fejer dem under gulvtæppet, begår du sandsynligvis en fejl. For ligesom kroppen og tankerne er kloge, er dine følelser også kloge. Derfor skal du lytte til dem – og mærke dem.
Klarhed frem for forandring
I psykoterapi vi sammen et rum, hvor du kan være præcis den du er. Her kan du i dit eget tempo undersøge dit livs landskab med en erfaren rejsepartner ved din side. Her kan du få klarhed og næring. Det kan føre til indsigt og mod, ansvarlighed og kærlighed – i den dosering, der passer til dig, som den du er.
Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil vide mere om hvad psykoterapi kan betyde for dig.