Tiden er kostbar Vores tid er kostbar, og psykoterapi er en investering, både i tid…
Øjeblikkets Intelligens
Begrebets Oprindelse
Jeg snublede engang over et begreb, som nu er begyndt at brede sig. Jeg kan ikke med sikkerhed påstå, at ingen har sagt det før mig – jeg vidste bare ikke, at det eksisterede, før det fløj ud af min mund. 🕊️
Vi spoler lige 15 år tilbage. Jeg prøvede at lande en opgave som konsulent – og det var jeg ret utrænet i. Selvom jeg dengang var rockmusiker på fuld tid, blev jeg ofte spurgt om at lave konsulentopgaver, der handlede om samspil, samarbejde, kommunikation og kreativitet i erhvervslivet, set fra en musikers perspektiv.
En Ny Terminologi
Nu sad jeg med en leder af et erhvervshus og prøvede at sælge en workshop. På et tidspunkt spurgte hun ind til et punkt i workshopprogrammet, jeg ikke havde en helt fast idé om. Jeg havde muligvis lagt en lettere fluffy bullshit-bingo term ind som en aktivitet. Jeg kan ikke huske, hvad det var, men vi kan jo lege, at det var “Translokutionarisk Samskabelse” eller “Refleksiv Co-creation”. To begreber, jeg heller ikke har hørt før, men som jeg lige hev ud af den nok-så-kendte. Gad vide, hvad de dækker over?
Opgavens Tilblivelse
Tilbage på sporet: Erhvervshuslederen spørger: hvad skal der ske under dette punkt? Og da jeg ikke aner det, men stoler på at det vil dukke op på dagen, svarer jeg “vi følger Øjeblikkets Intelligens”. Det vidste jeg heller ikke helt, hvad dækkede over, men det gjorde hun åbenbart, for hun sagde “nå ja, selvfølgelig”. Jeg fik opgaven, og de halvanden time, hvor vi fulgte Øjeblikkets Intelligens, har uden tvivl været de bedste minutter i programmet.
Øjeblikkets Intelligens i Praksis
Øjeblikkets Intelligens betyder, at vi i fællesskab sanser, hvad der giver mest mening at arbejde med netop nu. Det er ikke altid det, der står i programmet. Faktisk er det ofte noget andet end det, der står i programmet. Det er heller ikke det letteste at arbejde med; det er oftest det sværeste at arbejde med. Netop derfor er det vigtigt og meningsfuldt. Livet kan ikke skemalægges og planlægges ned i mindste detalje. “Mann Tracht, Gott Lacht” som de siger sydpå. Vi må evne at åbne kanalerne – både de kognitive, de emotionelle og de sansende – for det, som tilværelsen (eller “feltet”) byder på netop nu. At lade som om virkeligheden er en anden end det, den er, er uintelligent. Øjeblikket, derimod, har en iboende intelligens, og den skal vi lytte til og følge.
Synkronicitet
Erfaring har siden vist, at ingen har indvendinger mod “Øjeblikkets Intelligens”. Det ville da også være dumt. Derfor glæder det mig, at det begreb, der fløj ud af munden på mig som en nødløsning, i dag er begyndt at få vinger og flyver videre. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det jo bare en variant af Jungs begreb “Synkronicitet“; det, at to eller flere hændelser sker samtidig på en meningsfuld måde uden en åbenlys årsagssammenhæng.